Menu
  AutoWeb 10.04.2020 © cwang.dk
Kerteminde Maritime Haver   
Topbanner
10.04.2021 - Maritime opskrifter
 
 
 
16.11.2019
Tarteletter med porre/flødemuslinger
4 stk.
 
200 g. kogte muslinger
30 g. smør
1 porre, fintsnittet
2 skalotteløg, finthakkede
1 dl. hvidvin
1 dl. piskefløde
1 pasteuriseret æggeblomme
Salt og peber
Citronsaft
 
4 tarteletter, lunede
 
Smelt smørret i en gryde og tilsæt skalotteløg og porre. Lad simre til grøntsagerne er helt møre, ca. 10 min. Hæld derefter vin og fløde i og lad det hele varme igennem. Smag til med salt, peber og citronsaft.
 
Når blandingen er tyknet, vendes muslingerne forsigtigt i sammen med æggeblommen. Pas på det ikke koger! Det skal stadig være så varmt, at æggeblommen jævner sovsen yderligere, men det må ikke skille.
 
Server muslingerne i de lune tarteletter eller i små skåle med lidt lækkert brød til. Alternativt kan fyldet også bruges i pandekager.
 
/Karen - fra medlemsaften 4/11-2019
 
 
 
10.03.2018
Kammuslinger i hvidvinssauce
6-8 pers.
 
Knap 1 kg. kammuslinger.
 
5 dl. hvidvin
4 spsk. smør
24 champignon i skiver
2 porrer i skiver
2 spsk. persille
1 1/2 spsk. mel
2 spsk. piskefløde
1 dl. brødkrummer/rasp
2 spsk. reven Emmentaler
 
Kammuslinger vaskes og simres i hvidvinen ca. 6 min., til de er møre. Dryp af, men gem
vinen. Fordel kammuslingerne i et smurt ovnfast fad.
 
Sauter champignoner og porrer i smørret, tilsæt persille og mel, og vend det godt
rundt. Hæld vinen langsomt i under omrøring, dernæst fløde.
 
Rasp og ost blandes. Hæld saucen over kammuslingerne og fordel rasp/ost over evt.
med et par ekstra smørklatter.
 
Gratiner i ovnen til overfladen er sprød og gylden.
 
/Karen - fra medlemsaften 5/3-2018
 
 
 
17.11.2016
Killary Bay Mussel Chowder
 
mussel-chowder.jpg
 
6 pers.
 
150 ml. tør hvidvin
3 kg. muslinger, renset
En god knivspids safrantråde
 
50 g. smør
2 kg. kartofler, skåret i 5 mm. tern
2 stænger bladselleri, fint hakket
2 tynde porrer, fint hakket
125 g. champignon, skåret i mindre stykker
50 g. hvedemel
900 ml. mælk
1 laurbærblad
salt og peber
 
125 g. røget bacon i skiver, stegt i eget fedt indtil sprødt, lagt på fedtsugende papir og hakket i mindre stykker.
En håndfuld frisk bredbladet persille, hakket.
 
Check at muslingerne er lukkede under rensningen, kasser dem der ikke lukker sig efter et let slag mod køkkenbordet. Skyl dem tilsidst i koldt vand.
 
Vinen varmes op i en stor kasserolle, muslingerne tilsættes. Læg låg på gryden og damp til muslingerne har åbnet sig, rør rundt eller ryst gryden hyppigt. Hæld indholdet af gryden gennem en si lagt over en skål, sådan at væden bevares. Pil kødet ud af alle muslingerne, gør det over sien og skålen, sådan at så meget væske som muligt bevares. Kasser de muslinger der ikke har åbnet sig. Tilsæt safrantrådene til den varme væske.
 
Smelt smørret i en kasserolle, tilsæt kartofler, selleri, porrer og champignon og drys med mel, vend alle grøntsager godt i mel og smør. Rør mælken i sammen med muslingevæden, kom et laurbærblad, salt og peber ved, og lad blandingen simre indtil grøntsagerne lige akkurat er møre. Tilsæt muslingerne og baconstykkerne, drys med hakket persille og server.
 
 
 
07.11.2016
Spændende retter med tang
 
retter-med-tang.jpg
 
Prøv disse tre herlige opskrifter:
 
 
Tangchips
Tangchips af blæretang, savtang og klørtang
 
1. Det indsamlede tang skylles og renses for sand og snegle.
 
2. Den rene tang skylles i rent havvand eller ferskvand med salt.
 
3. Tangen rives eller klippes i små stykker, bredes ud på en bageplade med bagepapir og
stilles i en forvarmet ovn ved 100 gr. i 5-10 min.
 
4. Når vandet er fordampet, men tangen stadig er blød pensles med lidt olie, fx sesamolie,
drysses evt. med sesamkerner eller chilipulver og ovntemperaturen hæves lidt, ca. 110 –
120 gr. Tangen tørres i ca. 20-30 min eller indtil det er helt sprødt og knasende.
 
5. Afkøles ved stuetemperatur.
 
 
Tangsuppe
Opskrift på tangsuppe (20 pers - ca. 5 liter suppe)
 
Ingredienser:
 
2 kg løg
1 kg gulerødder
4 æbler
½ kg tang (skyllet og renset, giver legering til suppen)
Ca. 2 l vand
 
1. Gulerødder og æbler (gerne med skræl) skæres i tern. Løgene skæres i ringe og tangen
hakkes i bitte små stykker.
 
2. Løgene svitses langsomt og længe i lidt olie eller smør (som til fransk løgsuppe.
 
3. Tilsæt kogende vand, gulerødder, æbler og tang og suppen simrer til gulerødderne er møre
men med bid, ca. 15 min.
 
4. Smages til med salt og peber, evt. lidt moset kvæder.
 
 
Tangpesto
2/3 del tang, blæretang, savtang el. klørtang.
1/3 krydderurter el. andet der fremhæver smagen af tang.
God olivenolie
Citron
Hvidløg
 
1. Det indsamlede tang skylles og renses for sand og snegle.
 
2. Tangen blancheres og blendes (hakkets i bitte små stykker) med olivenolie.
 
3. Edamame bønner blendes med.
 
4. Smages til med citronsaft/evt. citronskal (øko) og hvidløg.
 
 
11.11.2015
Vadehavscentrets bedste østersopskrifter
 
opskrifter-vadehav.jpg
 
Foto: Kerteminde Maritime Haver
Opskrift efter Francis Cardenau
 
De åbnede østers fyldes med en tsk. råsyltede rødløg (fint hakket rødløg der er inddampet med f.eks. estragon-eddike), smør med hakket persille og evt. lidt ost. Grilles ca. 2 min. i ovnen.
 
Opskrift efter Klaus Styrbæk
 
Læg en tynd skive agurk under den rå østers. Hæld lidt Vodka over og smør lidt wasabi på. Spis den rå.
 
Østers for børn
 
Pisk en æggeblomme med fløde og evt. lidt hvidvin. Hæld æggemassen over den åbne østers, så den næste bliver dækket. Grilles ca. 2 min. i ovnen.
 
 
 
Dampede Blåmuslinger fra Kertemindekøkkenet
 
dampede-muslinger-b700.jpg
 
På Kirsebærfestivalen i juli 2015 serverede Kertemindekøkkenet dampede blåmuslinger.
 
Vi har fået lov til at give opskriften videre:
 
Til 2 personer skal du bruge:
 
- 2 kilo friske blåmuslinger
- Finthakkede grøntsager f.eks. skalotteløg, gulerod, porer og blegselleri
- Salt, peber og 1 fed hakket hvidløg
- Neutral olie eller olivenolie
- 2 dl tør hvidvin
- 2 dl piskefløde
- Persille til pynt
 
Tilberedning
Vask og rens blåmuslingerne grundigt i koldt vand. Sortér åbnede og skadede muslinger fra. Varm en stor gryde op på middel blus med olie i. Svits grøntsagerne med de groveste først og kom dernæst hvidløg i. Til sidst lægges muslingerne i og der tilsættes hvidvin og fløde. Læg låg på ca. 5-8 minutter Smag til med salt og peber. Uåbnede muslinger bør kasseres. Anret på en tallerken og drys persille over. Retten serveres med noget godt brød, og hvidvin til.
 
Velbekomme!
 
 
 
 
 
 
  ☰  Menu  ↑
 
10.04.2021 - Maritime opskrifter
Copyright © by Kerteminde Maritime Haver
Dette website gemmer ikke cookies, opsamler ikke data om brugerne, og anvender ikke brugertilpassede annoncer !